Historien om autoflowering cannabis

• 1. Cannabis ruderalis
• 2. Hvad byder fremtiden for autoflowering genetik?
• 3. Afslutning

Det er en historie, der har været tusinder af år undervejs. At skabe Fast Buds’ autoflowering cannabis strains krævede titusindvis af timers arbejde fra vores dygtige avlere, men de fik lidt hjælp fra urgamle cannabisbønder, der dyrkede, spiste og formentlig røg for over 10.000 år siden. Dyrkning af cannabis startede i Centralasien omkring det nuværende Mongoliet for cirka 12.000 år siden. Det var en af de allerførste planter, som mennesket domesticerede. Dette spredte sig over Eurasien, og cirka 2000 f.v.t. fandt man den dyrket så langt mod vest som Tyskland og så langt øst som Japan.

Mennesket ser ukrudt, mennesket domesticerer ukrudt, mennesket ryger ukrudt, slut. Det er hele historien ifølge mange, men virkeligheden er ikke helt så enkel. Mennesket forbedrer de afgrøder, de dyrker, via udvalgt forædling, og hamp var ingen undtagelse. De gamle bønder skabte varianter til både at producere tøj og reb samt andre til medicinske, religiøse og rekreative formål. Et sted undervejs, sandsynligvis i det nuværende Rusland, slap disse menneskeskabte strains væk fra deres neolitiske marker og voksede nu vildt. Denne nye, vilde cannabis kalder vi i dag Cannabis Ruderalis, eller “ditch weed” hvis du er fra visse steder i USA. Man kan ikke lave hamp-fibre med den, og hvis du ryger blomsterne, får du hovedpine. Engang betragtet som lidt mere end et ukrudt har denne cannabis-variant én frelsende egenskab: Den blomstrer og vokser steder, hvor domesticeret cannabis ikke kan klare sig.

1. Cannabis Ruderalis

Da Ruderalis først slap ud af sit landbrugsmæssige fængsel, havde mennesket bragt planten nordpå til Sibirien, hvor den oplevede over tyve timers dagslys om sommeren – og fire timer eller mindre om vinteren. Planter, der blomstrede efter lyset, døde, mens nogle få hårdføre mutanter, der kunne blomstre efter deres indre ur, spredte sig over hele kloden. I begyndelsen af det 20. århundrede inddelte forskere cannabis i tre underarter: Sativa, Indica og Ruderalis. Dyrkerne fokuserede på at skabe bedre strains af Sativa og Indica, mens Ruderalis blev ignoreret, kun røget af desperate teenagere.

Dog forsøgte enkelte visionære avlere at tæmme Ruderalis igen i 1970’erne, men de fleste opgav, da de ikke kunne inddrage autoflowering genetiske egenskaber og skabe stabile, røgbar blomster. Alligevel var der én usædvanligt ivrig avler, der fandt lidt succes – den amerikanske regering. Indtil 2017 producerede University of Mississippi alt cannabis, anvendt til videnskabelige formål i USA. Universitetet dyrkede endda det første lovlige medicinske cannabis til det føderale MMJ program, der startede i 1978, men kun nogensinde behandlede 13 patienter. Modsat hvad stonerkulturen vil have os til at tro, var og er regeringens cannabis chokerende ringe – og topper ud ved cirka 8% THC. Et af de eksperimentelle strains, de dyrkede, var formentlig et autoflowering kryds mellem en mexicansk Sativa og en russisk Ruderalis.

Vi siger ‘formentlig’, for der findes ingen offentligt tilgængelig dokumentation om, hvad laboratoriet dyrkede – udover de prøver, der blev sendt ud til patienter, og som alle var ringe kvalitet fra ukendt Sativa. Alternativt kan det stamme fra canadiske universiteter i Ottawa. Uanset hvad endte dette obskure kryds i glemslen, indtil det havnede hos en avler kaldet The Joint Doctor. Han knækkede til sidst autoflowering-koden. Han modtog et strain kendt som “Mexican Rudy”, der blomstrede tidligt og voksede lavt. Hvor dette strain kom fra, ved han ikke selv, men han mener, en eller anden fik det ud af laboratoriet i Mississippi.

Med tiden dyrkede The Joint Doctor Mexican Rudy og krydsede den så med Northern Lights #2 i håb om at skabe en lav, hurtigblomstrende plante med fornuftigt THC indhold. Dernæst blev den første generation krydset med en legendarisk Indica fra 1970’erne, William’s Wonder. I denne nye batch opdagede han hanplanter, der blomstrede straks de spirede frem. Disse mutant-hanner anvendte han til at bestøve og forædlede så fuldt ud autoflowering afkom, der ikke blev over 30 centimeter høje. Han kaldte denne mærkelige nye krydsning ‘Willy’s Automatic’, og eksperimenterede videre. Ved sjette generation havde han skabt noget, han døbte “The Lowrider” – verdens første kommercielt tilgængelige autoflowering cannabis strain.

Cannabisverdenen anede ikke, hvad de skulle mene om The Lowrider. Udbyttet var lavt, THC-mængden moderat, og smagen kunne forbedres. Mange erfarne dyrkere så den som en gimmick, kun interessant fra et akademisk syn, men ikke noget de selv ville dyrke. Andre så dog potentiale; en lille, autoflowering plante var perfekt til diskret hjemmeavl, og videre forædling kunne måske føre meget mere med sig.

Nogle indflydelsesrige dyrkere, som High Times’ Donny Danko, tog et positivt standpunkt til Lowrider. Han mente, denne nye type cannabis var perfekt til en bestemt slags dyrker. Måske var Lowrider ikke for alle, men autoflowering cannabis stoppede ikke der. Danko blev en tidlig fortaler og promoverede Lowryder og nære slægtninge i både podcast og artikler.

The Joint Doctor avlede videre på nye strains, mens andre – som Fast Buds – påbegyndte deres egne eksperimenter. Autoflowering cannabis har været på markedet i under et årti, og avlerne har allerede overvundet Lowriderens begrænsninger. Moderne strains som Tangie Auto kan nå op på 150 cm, og selv når planterne stadig forbliver små, ligner strains som Blue Dream'Matic mere en busk end et træ – og de bærer masser af blomster på deres kompakte vækst. THC-indhold er heller ikke længere et problem; strains som Gorilla Glue topper nu ved 24%. Smagsprofilen hos moderne autoflowering strains er lige så kompleks som hos fotoperiode-sorter, og Fast Buds' Pineapple Express har al den frugtige aroma fra originalen i sin kompakte 140 cm høje plante.

2. Hvad byder fremtiden for autoflowering genetik?

Helt ærligt – kun fantasien sætter grænser. Autoflowering cannabis strains er virkelig på forkant, og udfordrer allerede, hvad vi troede muligt for cannabisgenetik. Med de seneste fire års boom bag os står alt åbent for de næste fire år.

Vi ser nu autoflowering versioner af næsten alle populære fotoperiode-strains på markedet. I 2016 lancerede Fast Buds deres automatiske Gorilla Glue til enorm succes. Den blev hurtigt den bedst sælgende autoflower strain nogensinde, og slog alle tidligere rekorder. Den er ikke den eneste autoflowering strain, der nu runder 25% THC. Flere strains har passeret det niveau det seneste år, og med stigningen af CBD oplever vi også strains med en god balance mellem THC og CBD.

Fra at være bagud rykker autos i dag raskt op på førstepladsen målt på markedsandel – og det er egentlig ikke så mærkeligt. Med mulighed for at dyrkes i langt flere klimazoner, på kortere tid og i højere højder end fotoperiode-sorter, er det næsten overraskende, at denne udvikling ikke er sket før nu. Desuden har de naturligt højere modstandsdygtighed overfor både skadedyr og sygdomme, og de har mindre risiko for at blive ramt af skimmelsvamp både i rødderne og i blomsterne.

Men er der nogen ulemper ved at dyrke autoflower i forhold til fotoperiodeplanter?

Selvfølgelig – ligesom med alt andet i livet er der altid et kompromis. Hvis du kun vil dyrke et par meget store planter (måske grundet lokale love), er autos måske ikke den bedste løsning. Men hvis du vil have mest muligt udbytte hurtigst muligt, så er der ingen bedre måde end autoflowering cannabis genetik!

3. Afslutning

Det tog tusinder af år for mennesker at udnytte autoflowering til egne formål, og på under ti år har Fast Buds’ forædlet et imponerende udvalg af strains – alt sammen til dig! Hvis vi kan nå så langt på ét årti, hvad kan vi så opnå i det næste? Vi har et par idéer, så følg med på Fast Buds – og i mellemtiden, nyd at dyrke hurtigere!