Canada vil tillade marihuanasalg i lufthavne
En talsmand fra lufthavnen i Prince George, Britisk Columbia, annoncerede i sidste uge, at de overvejer at åbne en lovlig cannabisbutik på området. Dette er et fælles projekt med Copilot, et firma der ønsker at gøre køb af cannabis til en standard indkøbsoplevelse for Canadas flypassagerer.
Landet tillader allerede at rejse med op til 30 gram cannabis på indenrigsfly, og det anslås at 1 ud af 4 canadiere allerede har gjort det. Loven forbyder enhver form for rygning indendørs, men voksne må lovligt indtage spiselige produkter og andre former for cannabis, der ikke ryges, i en lufthavn eller ombord på et fly.
En mellemstor lufthavn skal teste forretningsmodellen
En lovlig cannabisbutik i Prince George Lufthavn (YXS) ses som det første skridt i et større projekt, der skal gøre produktet tilgængeligt for flyrejsende i hele Canada. Copilot Cannabis har valgt denne internationale transportknudepunkt i Britisk Columbia netop på grund af størrelsen.
Lufthavnen er stor nok til at betjene omkring en halv million passagerer årligt. Ifølge Reed Horton, medstifter af Copilot, vil det give nok kunder til at afprøve forskellige aspekter af forretningsmodellen. Butikken vil ikke drukne blandt mange andre butikker i et stort indkøbscenter, men vil heller ikke være så iøjnefaldende, at den generer nogle af passagererne. Cannabis har trods alt kun været lovligt i Canada siden 2018, og brugen forbindes stadig med stigma for mange.

Der kræves ændring af lokalplan
Repræsentanter fra YXS udtalte, at lovligt salg af cannabis på området vil styrke de tjenester, som lufthavnen og dens partnere tilbyder deres kunder. Og da butikken vil være placeret uden for sikkerhedsområdet, vil den være tilgængelig ikke kun for rejsende, men også for lokale.
Ifølge Copilots hjemmeside er firmaet overbevist om, at de har en butik oppe at køre inden udgangen af sommeren 2022. Dog mangler de stadig at få licens, og der kræves stadig en ny lokalplan for at det bliver lovligt at sælge cannabis i lufthavnen.
Byen Prince George har allerede godkendt en bekendtgørelse til dette formål og sat dato for en offentlig høring. Hvis alt går som planlagt, vil byrådet godkende beslutningen og give grønt lys til projektet.
Kommentarer